Frivillig i Bangor, Nordirland: april 2015

Hej allesammen,

Jeg sidder nu og skriver dette klokken ti en torsdagaften, mens jeg hører naboen på den anden side af væggen spille på sin violin. Af hvad jeg husker, så spiller hun vidst i et band. Nok om det. Alt er faktisk helt fint her i Nordirland. Vi har haft super godt vejr den sidste uge med en masse sol og høje temperaturer - det har ikke været helt dårligt, og da jeg bruger omkring otte timer ude i solen om dagen, så begynder man også at kunne skimme en farve på huden. Jeg kan dog fortælle jer, at jeg har fået min flybillet hjem til Danmark, så om fem uger fra idag, så sidder jeg hjemme igen. Jeg kan ikke helt forstå det faktisk, men det er gået op for mig. Især i sidste uge, da vi var på midterm-camp med alle de andre EVS volontører her i Nordirland, der fik jeg for alvor øjnene op for det faktum, at jeg smutter hjem lige om lidt, og det gjorde mig lidt stresset, fordi der er bestemt et par ting, som jeg stadig mangler at gøre før jeg forlader landet. Det var så de seks måneder. Seks måneder - seks måneder i en rutschebane med op- og nedture, med fantastiske mennesker, med udvikling, med savn.. Jeg kunne fortsætte. Det er ikke helt til at forstå, at det er gået så hurtigt.

I started af måneden tog jeg firedags tur til Skotland med fire spanier. Det var virkelig fedt. Vi stod meget tidligt op om morgenen den fredag, hvor vi fløj med det mindste fly fra Belfast til Glasgow. Hele fredagen brugte vi på at udforske Glasgow, hvor vi herefter om aftenen tog bussen mod Edinburgh, Skotlands hovedstad. Jeg er helt vild med Edinburgh, skal jeg lige nævne. Den første dag i byen så vi de første seværdigheder, som man normalt ser som turist - det var desværre lidt overskyet den dag, men det regnede heldigvis ikke. Vi gik på restaurant, hyggede os, tog en masse billeder - eller jeg gjorde i hvert fald. Vi faldt hurtigt i søvn den aften. Vi boede på et hostel inde i byen, og det var faktisk ikke helt dårligt - vi havde vores eget værelse, os fem, med udsigt udover gaden og et par hundrede meter fra centrum. Om søndagen lavede vi hver især vores egne ting. De fire spanier ville gerne se Edinburgh slottet, mens jeg hellere ville udforske bjerget, som lå lige ved siden af byen. Jeg havde nemlig aftalt med mig selv, at hvis jeg vågnede op til solskin, så ville jeg bestige det - så jeg vågnede op til solskin, tog støvlerne på, og gik et par kilometer, hvor jeg så nåede målet. Der var en del mennesker, som sammen med mig også så udsigten udover byen og resten af Skotland, som består af bjerge, søer og træer - virkelig et fantastisk land, synes jeg. Jeg nåede helt op på toppen, hvor man nærmest blev nødt til at kravle op, og jeg åbnede min cola og spiste min sandwich i tyve grader og solskin - intet slår det. Det var bare en virkelig god dag for mig. Vi afsluttede dagen med endnu et restaurant besøg. Den næste dag havde vi lejet en bil, hvor vi kørte til Stirling, som ligger omkring halvtreds kilometer fra Edinburgh. Alberto, som var en af dem, der var med på turen, havde haft bilen i godt og vel ti minutter og havde allerede kørt ind i en lygtepæl - jeg tænkte bare; "gudfader, lad mig ikke dø i den her bil med ham som fører", haha, der skete heldigvis ikke noget, selvom vi mange gange måtte fortælle ham, at han skulle huske at køre på den venstre side af vejbanen. Vi nåede frem til Stirling, hvor vi så Stirling slottet, som ligger på en bakketop med byen rundt omkring - det var rigtig fint, og vi havde samtidig også dejligt vejr den dag. Vi besluttede os for at kører mod endnu en lille by, inden vi tog legetøjsflyveren mod Belfast om aftenen igen. Vi ankom til Callander, som er en by, der ligger i en park omringet af bjerge og søer - det var bare et fantastisk syn; bjerge over det hele med sne på toppen, kæmpe søer med træer. Det er altid sådan jeg har forestillet mig Skotland, og jeg fik heldigvis en lille bid af det. Dog endte vi med at sidde i en kø i denne park, fordi alle skulle hjem fra påskeferie, og vi var virkelig tæt på ikke at nå vores fly. Vi løb praktisk talt igennem hele lufthavnen for at nå flyet. Vi landende sikkert hjemme igen. Alt i alt var turen rigtig god og hyggelig, selvom jeg var med fire spanier og mange gange snakkede spansk med hinanden - heldigvis oversat de. Jeg lærte dog et par spanske ord; "Por favor, vamos, puto seko", haha, en lille joke - det grinede vi meget af, og det gør vi stadig idag. Næste gang jeg skal til Skotland, som jeg helt sikkert ved, at jeg kommer til en dag, så vil jeg gerne mere nord for at se naturen deroppe - det skulle være helt fantastisk, har jeg hørt. Endnu et mål er sat.

Ugen efter at jeg kom hjem fra Skotland, havde Maria inviteret hos på middag, hvor vi fik den dejligste mad - lam, kylling, kartofler og brun sovs. Her var en masse volontører også nogle fra de tidligere år, og det er altid virkelig hyggeligt. Samtidig er altid også begyndt at blomstre utrolig meget herhenne, og Bangor bliver bare smukkere og smukkere for hver dag, der går. De bliver ved med at sige på arbejdet; "Sophie, du kom på det forkerte tidspunkt", og det gjorde jeg jo måske på et eller andet punkt også, men lige fra da jeg kom, havde jeg set frem til foråret og sommeren her, så jeg havde altid dét at se frem til - jeg havde de lyse tider. Ugen efter havde vi midterm-camp, hvor alle volontørerne mødtes, og her havde vi to trænere, som var utrolig venlige. De planlagde alt det vi skulle nå og stod for undervisningen. Conor, som var én af dem - en rigtig irer med irsk udseende og irsk accent var virkelig motiverende, og han fik mig bestemt til at tænke over, hvad jeg ville med min fremtid, og hvad jeg ville med min sidste måned her. Så jeg fik skrevet et par mål ned, som jeg gerne vil opfylde inden jeg smutter; de består bl.a. at se C.S. Lewis statuen, som er forfatteren bag Narnia-bøgerne - han er jo født og opvokset her, og jeg har altid godt kunne lide de bøger og filmen, så helt bestemt skal det ses. Så skal jeg helt klart også forbi The Mourne Mountains (!) - vi skulle have været dér i denne weekend, men pga. det vejr, de har lovet, så har vi udskudt det til den næste weekend. Et par bjerge og slotte skal udforskes, og så skal der danses lidt irsk dans.

Jeg har virkelig nydt den sidste uge. Jeg stødte ind i en sydafrikansk tennistræner her den anden dag, og vi faldt i snak - han underviser nogle af de bedste tennisspillere her i Nordirland, og så tager han til stævner med dem rundt omkring i Europa. Det er lidt vildt. Jeg er også faldet i snak med en fyr på et postkontor, hvor jeg også fik lidt af hans historie - det er utroligt, hvor lidt der skal til før man bliver påvirket af andres auras. Venlige mennesker. På arbejdet er vi igang med at fjerne ukrudt.. Wuhuu, Pascal er godt klar over, at det ikke ligefrem er mit yndlings job, men det er selvfølgelig kun inden for en kort periode, at dette gør sig gældende. Fuglende går helt amok på arbejdet, træerne springer ud - man kan se en forandring for hver dag, man kommer der. Det er dejligt fredfyldt. Jeg har nydt dagene med at sidde udenfor i frokostpauserne med øjnene lukket og hørt fuglesang. Jeg kommer bestemt til at savne det, og savne Pascals sangstemme i blandt fuglene også, haha - han går altid rundt og synger den samme sætning fra en sang, som ingen af os ved, hvor stammer fra. Jeg tror ikke engang han selv ved, hvor den stammer fra. Pascal kommer jeg også til at savne.

Ja.. Det bliver lidt mærkeligt ikke at skulle vende tilbage hertil. Næste gang er det for alvor hjem. Selvfølgelig kan jeg altid komme tilbage, men det bliver ikke på samme måde. I sidste ende spørger jeg mig selv; har du virkelig nydt hver eneste dag her i Nordirland? Svaret er; nej. Jeg har ikke nydt hver evig eneste dag her, men jeg har nydt en stor procentdel af dem. Kunne jeg have nydt det mere? Det er et spørgsmål som jeg ikke kan besvare lige nu, fordi det er næsten umuligt at nyde hver evig eneste dag - det er noget jeg bestræber, men selv jeg har svært ved det til tider. Jeg skal have perspektiv på hele mit projekt, og det får jeg først, når jeg kommer hjem og får sunket det hele. Det føles allerede lidt som en drøm. Jeg har nydt det. Og jeg har lært så meget - oplevet så meget. Men der er stadig fem uger at nyde endnu, stadig fem uger til at lære og opleve noget nyt i Nordirland - det skønne land.

Jeg håber, at I alle har det godt derhjemme. Jeg kommer snart hjem til dig igen Danmark, das familie og min kære veninde, Line. Ses d. 30 maj!

Her er et nogle billeder fra de sidste ugers tid: