Min kære morfar, må du hvile i fred.

Kære allesammen,

Jeg har i sinde at fortælle jer, hvordan de sidste par uger, og ikke mindst hvordan de sidste par dage, har været for mig. Som nogle af jer måske ved, så gik min kære morfar bort her i mandags, og processen dertil var ikke mindst smertefuld for ham, men også for resten af familien. Samtidig har det bestemt ikke været sjovt for mig at sidde herovre, imens alt det her har foregået - det har snarere været følelsen af at være magtesløs, som har siddet dybt i mig, og det faktum, at jeg ikke engang har haft muligheden for at besøge ham, har generelt bare været sørgeligt. Jeg har til gengæld været opdateret igennem de sidste par uger fra min kære mor derhjemme, som så også gav mig det sidste opkald fra situationen mandag aften. 

Jeg ved, at morfar har været omringet af familiemedlemmer fra starten; der har været dér, sovet dér, og holdt ham i hånden lige til det sidste hjerteslag, og jeg ved, at det ikke mindst har betydet noget for de mennesker, der har været dér, men det har bestemt også betydet noget for ham; at være omringet af de kæreste. Og selv om jeg ikke fysisk var tilstede, så var jeg tilstede, og jeg ved, at han vidste det; jeg ved, at han ved det, og det er i sidste ende det, der tæller. Jeg fik heldigvis snakket med ham i lørdags, og jeg fortalte ham, hvad jeg havde gået og lavet herovre siden sidst, og selvom jeg nok inderst inde godt vidste, at det blev min sidste snak med ham, så var det dejligt, at jeg i det mindste fik snakket med ham og fik sagt de ting, jeg gerne ville sige. Jeg ved, at han var stolt af mig; af de ting, som jeg havde opnået, og de ting, som jeg nu er igang med at opnå, og jeg ved, at han kigger, og jeg håber, at han forsat vil være stolt af de ting, som jeg nu engang beslutter for fremtiden. 

Han var en god mand, ingen tvivl om det. Og han lavede noget af det bedste mad; sammen med mormor kunne de jo styre en helt restaurant, og stadig formå at få seks kokkehuer som en karakter for deres indsats. Han vil blive savnet, ikke blot fra mig, men også fra resten af min familie, som ikke mindst holder lige så meget af ham. Vi har alle måtte stå sammen i denne tid, og det er endnu vigtigere, at vi står sammen i den nye tid, der kommer, fordi det er dér man får øjnene op for, hvem der mangler i hverdagen. Jeg sender derfor også mange knus til familien derhjemme. Og jeg lover især dig, mormor, at give dig det største knus nogen-sinde, når jeg kommer hjem fra min rejse!

For mig.. Jo, jeg prøver så vidt muligt at holde mig selv beskæftiget og holde hovedet højt, selvom det er svært i denne tid, men jeg har været omringet af gode mennesker, som har vist deres støtte, hvilket har betydet utrolig meget for mig. Jeg fortsætter min hverdag med endnu mere gåpåmod, fordi jeg ved, at det var det morfar ville have ønsket.

Hvil i fred, morfar. Du bliver aldrig glemt. 

~ Sophie

Hverdagen

Hej allesammen, 

Jeg undskylder, at der er gået to uger siden, jeg sidst har opdateret bloggen. Der har været lidt travlt her på det sidste, og jeg kan på sin vis begynde at mærke hverdagen her i Bangor. Den står for det meste på arbejde, madlavning og oprydning, men jeg prøver at få tiden til at gå med noget andet også. Jeg er lige pt igang med at kontakte et par personer med hensyn til diverse hobby-aktiviteter, så må vi ser, hvad det bliver til. Jeg har på det sidste været utrolig træt og har ikke kunnet overskue de helt store ting udover de to-tre løbeture om ugen, men jeg håber, at det ændrer sig jo tættere, vi kommer på foråret. 

I sidste weekend var jeg med Nikki, Ronja og en polsk pige, vi mødte på turen, Katarzyna, på en tolv-timers tur til Nordirlands nord kyst, og jeg siger jer - det var så smukt! Vi kørte med en bus med omkring tyve mennesker langs kysten, og vi så bl.a. Giant's Causeway, hvilket i sig selv jo er et fantastisk naturfænomen, Dunluce Castle, Bushmills distillery og meget mere. Naturen herovre er helt igennem fantastisk, og jeg havde virkelig set frem til især at se naturen, og jeg blev bestemt ikke skuffet. Jeg elsker jo at tage billeder, så jeg fik også taget en masse billeder. Om aftenen tog vi på pub og fejrede Marias fødselsdag. Og i onsdags fejrede vi Ronjas tyveårs fødselsdag, hvilket faktisk var rigtig hyggeligt også.

Ellers har denne uge ikke stået på det helt store, men jeg håber dog, at næste uge byder på lidt mere. Idag skal der handles ind, og så regner jeg med at smutte en tur forbi vores fancy bibliotek, søge noget uddannelse på nettet, hvilket jeg kan fortælle jer, jeg er rigtig stresset over, fordi jeg slet ikke fået taget mig sammen til at kigge på det, og jeg har jo virkelig ingen idé om, hvad jeg vil bruge resten af mit liv på - jeg ligner generelt bare et stort spørgsmålstegn disse dage. Hvorom alting er så håber jeg, at I alle har det godt derhjemme. Jeg har godt og vel været herovre i en måned, og jeg føler en lidt anden form for savn, når det kommer til hjemmet, men udover det så har jeg det stadig godt, og vejret - ja, jeg kan lige så godt fortælle jer det; vejret er overraskende godt. Inden afrejsen blev folk ved med at fortælle mig: "Husk nu regntøj, fordi det regner altså bare derovre i Irland", og nej, det regner bestemt ikke her i forhold til, hvor meget det regner i Danmark. Danmark tiltrækker dobbelt så meget regn, konstant blæsevejr og skydække, men her har vi altså meget tit sol fra morgen til aften, nogle enkelte regnskyl og meget sjældent kraftigt blæsevejr - jeg har ikke engang brugt min paraply endnu; det fortæller lidt om vejrsituationen. 

Her får I lige et par billeder fra turen sidste lørdag..

Som I kan se på billederne, så var vejret ved nordkysten altså konstant skiftede. Det ene øjeblik havde vi hagl, det næste sol, dernæst kraftig blæst, og så lidt hagl, lidt regn, og aldrig har jeg oplevet en sådan kulde - en frysende kulde - det var helt utroligt; det gjorde jo afsindigt ondt i alle kropsdele, fordi kuldende nærmest bed én. Så koldt er det altså ikke i Bangor, heldigvis, for ellers havde jeg da været en istap for længst.  

~ Sophie

2015

Hej allesammen, 

Først og fremmest: Godt nytår! 

- Jeg håber, at I alle afsluttede 2014 med en fest, og at I fik hoppet godt ind i det nye.

I Bangor havde vi skam også en fest. Vi fejrede nytåret hos en kvinde ved navn Maria, som på sin vis fungerer lidt som en mor for os. Hun havde lavet et dejligt måltid mad, og vi skulle så medbringe desserten - jeg lavede pandekager, og dem blev der skam spist godt af. Vi var omkring femten mennesker med børn, og jeg fik igen muligheden for at møde nogle nye mennesker også. Vi morede os som aftenen skred frem, og jeg havde på forhånd aftalt med mig selv, at jeg skulle springe ind i det nye år for både Danmark og selvfølgelig Nordirland. Så der klokken nærmede sig elleve her - tolv dansk tid - fortalte jeg dem alle, hvordan vi danskere hopper ind i det nye år. Det synes de var lidt mærkeligt, og hvor jeg troede, at jeg skulle hoppe ind i det danske nytår helt alene, så havde de alle allerede fundet en stol, og var parate til at hoppe ind i 2015 med mig. Så da klokken slog tolv dansk tid, hoppede alle ned fra stolene og råbte: "HAPPY NEW YEAR DENMARK", og det gjorde mig egentlig bare så glad, at der stadig var lidt dansk tradition ved nytåret, og at alle var med på den. Vi fik noget champagne, og en time efter gjorde vi fuldkommen det samme og råbte: "HAPPY NEW YEAR NORTHERN IRELAND" - det var virkelig godt. Af hvad jeg har fundet ud af, så har de ikke de store traditioner herovre, og folk har det med at blive lidt overrasket over, at vi har så mange i Danmark; fordi 'I er jo sådan et lille land', siger de. Desværre var der intet fyrværkeri heller, ikke et ærligt skud fyrværkeri hørte jeg - ikke engang i fjernsynet, da året skiftede, og det savnede jeg faktisk en smule. Men vi spiste derimod tolv rosiner! Maria er portugisisk, og deres tradition er at spise tolv rosiner, som hver repræsenterer de tolv måneder i året. Ellers dansede vi til de gode gamle klassikere, snakkede, grinede og nogle begyndte endda at klæde sig ud længere ude på natten - det var alkoholen, der satte ind.

Jeg ankom til Bangor i fint behold med en toogtyve tung kuffert, og på mandag begynder arbejdet igen - denne gang med mors flyverdragt på! 

Jeg håber, at I alle har det godt derhjemme. 

~ Sophie

--- 

Observationer: 

• De spiser Lurpak smør.

• De har overraskende mange palmetræer herovre.

• Æggene er ikke i køledisken og holder sig i en måned.

• Det de kalder tog herovre, er det vi vil kalder metro.

• De siger "cheers" konstant og hele tiden.

• Pund og pence består af rigtig mange mønter. 

• Enten fedtfattigt eller fedtrigt mad - ikke noget mellemled.

• Havregryn hedder Porridge.