Det blomstrer i Bangor

Hej allesammen, 

Jeg sidder nu og skriver dette klokken ti en torsdagaften, mens jeg hører naboen på den anden side af væggen spille på sin violin. Af hvad jeg husker, så spiller hun vidst i et band. Nok om det. Alt er faktisk helt fint her i Nordirland. Vi har haft super godt vejr den sidste uge med en masse sol og høje temperaturer - det har ikke været helt dårligt, og da jeg bruger omkring otte timer ude i solen om dagen, så begynder man også at kunne skimme en farve på huden. Jeg kan dog fortælle jer, at jeg har fået min flybillet hjem til Danmark, så om fem uger fra idag, så sidder jeg hjemme igen. Jeg kan ikke helt forstå det faktisk, men det er gået op for mig. Især i sidste uge, da vi var på midterm-camp med alle de andre EVS volontører her i Nordirland, der fik jeg for alvor øjnene op for det faktum, at jeg smutter hjem lige om lidt, og det gjorde mig lidt stresset, fordi der er bestemt et par ting, som jeg stadig mangler at gøre før jeg forlader landet. Det var så de seks måneder. Seks måneder - seks måneder i en rutschebane med op- og nedture, med fantastiske mennesker, med udvikling, med savn.. Jeg kunne fortsætte. Det er ikke helt til at forstå, at det er gået så hurtigt. 

I started af måneden tog jeg firedags tur til Skotland med fire spanier. Det var virkelig fedt. Vi stod meget tidligt op om morgenen den fredag, hvor vi fløj med det mindste fly fra Belfast til Glasgow. Hele fredagen brugte vi på at udforske Glasgow, hvor vi herefter om aftenen tog bussen mod Edinburgh, Skotlands hovedstad. Jeg er helt vild med Edinburgh, skal jeg lige nævne. Den første dag i byen så vi de første seværdigheder, som man normalt ser som turist - det var desværre lidt overskyet den dag, men det regnede heldigvis ikke. Vi gik på restaurant, hyggede os, tog en masse billeder - eller jeg gjorde i hvert fald. Vi faldt hurtigt i søvn den aften. Vi boede på et hostel inde i byen, og det var faktisk ikke helt dårligt - vi havde vores eget værelse, os fem, med udsigt udover gaden og et par hundrede meter fra centrum. Om søndagen lavede vi hver især vores egne ting. De fire spanier ville gerne se Edinburgh slottet, mens jeg hellere ville udforske bjerget, som lå lige ved siden af byen. Jeg havde nemlig aftalt med mig selv, at hvis jeg vågnede op til solskin, så ville jeg bestige det - så jeg vågnede op til solskin, tog støvlerne på, og gik et par kilometer, hvor jeg så nåede målet. Der var en del mennesker, som sammen med mig også så udsigten udover byen og resten af Skotland, som består af bjerge, søer og træer - virkelig et fantastisk land, synes jeg. Jeg nåede helt op på toppen, hvor man nærmest blev nødt til at kravle op, og jeg åbnede min cola og spiste min sandwich i tyve grader og solskin - intet slår det. Det var bare en virkelig god dag for mig. Vi afsluttede dagen med endnu et restaurant besøg. Den næste dag havde vi lejet en bil, hvor vi kørte til Stirling, som ligger omkring halvtreds kilometer fra Edinburgh. Alberto, som var en af dem, der var med på turen, havde haft bilen i godt og vel ti minutter og havde allerede kørt ind i en lygtepæl - jeg tænkte bare; "gudfader, lad mig ikke dø i den her bil med ham som fører", haha, der skete heldigvis ikke noget, selvom vi mange gange måtte fortælle ham, at han skulle huske at køre på den venstre side af vejbanen. Vi nåede frem til Stirling, hvor vi så Stirling slottet, som ligger på en bakketop med byen rundt omkring - det var rigtig fint, og vi havde samtidig også dejligt vejr den dag. Vi besluttede os for at kører mod endnu en lille by, inden vi tog legetøjsflyveren mod Belfast om aftenen igen. Vi ankom til Callander, som er en by, der ligger i en park omringet af bjerge og søer - det var bare et fantastisk syn; bjerge over det hele med sne på toppen, kæmpe søer med træer. Det er altid sådan jeg har forestillet mig Skotland, og jeg fik heldigvis en lille bid af det. Dog endte vi med at sidde i en kø i denne park, fordi alle skulle hjem fra påskeferie, og vi var virkelig tæt på ikke at nå vores fly. Vi løb praktisk talt igennem hele lufthavnen for at nå flyet. Vi landende sikkert hjemme igen. Alt i alt var turen rigtig god og hyggelig, selvom jeg var med fire spanier og mange gange snakkede spansk med hinanden - heldigvis oversat de. Jeg lærte dog et par spanske ord; "Por favor, vamos, puto seko", haha, en lille joke - det grinede vi meget af, og det gør vi stadig idag. Næste gang jeg skal til Skotland, som jeg helt sikkert ved, at jeg kommer til en dag, så vil jeg gerne mere nord for at se naturen deroppe - det skulle være helt fantastisk, har jeg hørt. Endnu et mål er sat. 

Ugen efter at jeg kom hjem fra Skotland, havde Maria inviteret hos på middag, hvor vi fik den dejligste mad - lam, kylling, kartofler og brun sovs. Her var en masse volontører også nogle fra de tidligere år, og det er altid virkelig hyggeligt. Samtidig er altid også begyndt at blomstre utrolig meget herhenne, og Bangor bliver bare smukkere og smukkere for hver dag, der går. De bliver ved med at sige på arbejdet; "Sophie, du kom på det forkerte tidspunkt", og det gjorde jeg jo måske på et eller andet punkt også, men lige fra da jeg kom, havde jeg set frem til foråret og sommeren her, så jeg havde altid dét at se frem til - jeg havde de lyse tider. Ugen efter havde vi midterm-camp, hvor alle volontørerne mødtes, og her havde vi to trænere, som var utrolig venlige. De planlagde alt det vi skulle nå og stod for undervisningen. Conor, som var én af dem - en rigtig irer med irsk udseende og irsk accent var virkelig motiverende, og han fik mig bestemt til at tænke over, hvad jeg ville med min fremtid, og hvad jeg ville med min sidste måned her. Så jeg fik skrevet et par mål ned, som jeg gerne vil opfylde inden jeg smutter; de består bl.a. at se C.S. Lewis statuen, som er forfatteren bag Narnia-bøgerne - han er jo født og opvokset her, og jeg har altid godt kunne lide de bøger og filmen, så helt bestemt skal det ses. Så skal jeg helt klart også forbi The Mourne Mountains (!) - vi skulle have været dér i denne weekend, men pga. det vejr, de har lovet, så har vi udskudt det til den næste weekend. Et par bjerge og slotte skal udforskes, og så skal der danses lidt irsk dans. 

Jeg har virkelig nydt den sidste uge. Jeg stødte ind i en sydafrikansk tennistræner her den anden dag, og vi faldt i snak - han underviser nogle af de bedste tennisspillere her i Nordirland, og så tager han til stævner med dem rundt omkring i Europa. Det er lidt vildt. Jeg er også faldet i snak med en fyr på et postkontor, hvor jeg også fik lidt af hans historie - det er utroligt, hvor lidt der skal til før man bliver påvirket af andres auras. Venlige mennesker. På arbejdet er vi igang med at fjerne ukrudt.. Wuhuu, Pascal er godt klar over, at det ikke ligefrem er mit yndlings job, men det er selvfølgelig kun inden for en kort periode, at dette gør sig gældende. Fuglende går helt amok på arbejdet, træerne springer ud - man kan se en forandring for hver dag, man kommer der. Det er dejligt fredfyldt. Jeg har nydt dagene med at sidde udenfor i frokostpauserne med øjnene lukket og hørt fuglesang. Jeg kommer bestemt til at savne det, og savne Pascals sangstemme i blandt fuglene også, haha - han går altid rundt og synger den samme sætning fra en sang, som ingen af os ved, hvor stammer fra. Jeg tror ikke engang han selv ved, hvor den stammer fra. Pascal kommer jeg også til at savne. 

Ja.. Det bliver lidt mærkeligt ikke at skulle vende tilbage hertil. Næste gang er det for alvor hjem. Selvfølgelig kan jeg altid komme tilbage, men det bliver ikke på samme måde. I sidste ende spørger jeg mig selv; har du virkelig nydt hver eneste dag her i Nordirland? Svaret er; nej. Jeg har ikke nydt hver evig eneste dag her, men jeg har nydt en stor procentdel af dem. Kunne jeg have nydt det mere? Det er et spørgsmål som jeg ikke kan besvare lige nu, fordi det er næsten umuligt at nyde hver evig eneste dag - det er noget jeg bestræber, men selv jeg har svært ved det til tider. Jeg skal have perspektiv på hele mit projekt, og det får jeg først, når jeg kommer hjem og får sunket det hele. Det føles allerede lidt som en drøm. Jeg har nydt det. Og jeg har lært så meget - oplevet så meget. Men der er stadig fem uger at nyde endnu, stadig fem uger til at lære og opleve noget nyt i Nordirland - det skønne land. 

Jeg håber, at I alle har det godt derhjemme. Jeg kommer snart hjem til dig igen Danmark, das familie og min kære veninde, Line. Ses d. 30 maj! 

Her er et nogle billeder fra de sidste ugers tid: 

De fire søde spanier og mig på en café i Glasgow

Edinburgh Slot

Udsigten fra bjerget med udsigt udover Edinburgh

Toppen af bjerget

Alberto kører bilen - uden uheld 

Callander

På vej mod Glasgow igen så vi smuk natur

Legetøjflyet

Kokken Maria

Og hendes lækre mad

Midterm-camp

Ballymena

Søndagstur og frokost

Med udsigt til Belfast

Det blomster på arbejdet

Smukke Bangor og en løbetur imens

Ward Park i Bangor blomster bestemt også

Et smukt træ ved siden af Bangor Castle

Flot solnedgang i tirsdags

~ Sophie

Den første forårsmåned

Hej allesammen, 

Marts er nu snart ved at være ovre, og man har sagnets kunne begyndt at mærke, at sommeren for alvor er på vej. Fuglene har fløjtet højlydt, solen har skinnet og planterne har vist tegn på liv. Det har samtidig også betydet, at jeg nu er halvvejs gennem mit projekt, og har om et par dage kun to måneder tilbage her i Nordirland. Jeg synes bestemt, at det er lidt mærkeligt, at jeg om to måneder for alvor pakker alle mine ting sammen, og smutter hjem til Danmark igen. Hvor blev tiden af? Der har været dage, hvor jeg bare gerne ville have været hjemme igen, og så har der været dage, hvor jeg har haft lyst til at blive herhenne i en meget længere periode end blot seks måneder. Jeg har jo som sagt opbygget mig et nyt liv herovre, fået nye venskaber og oplevet en hel masse nye ting, og det bliver sindsygt mærkeligt, at skulle tilbage igen, og ikke længere være omringet af engelsk-talende personer, den flotte natur og mine internationale venner. Jeg tror, det bliver, som at vågne op fra en drøm, når først jeg er hjemme igen. Jeg savner til gengæld utrolig meget min lille familie derhjemme, og jeg savner også mit kære land, men jeg har lært at holde af dette land eller nærmere sagt den irske ø. Især den irske republik, Irland, og Dublin som hovedstad er blevet lidt ligesom mit andet hjem. Jeg holder utrolig meget af det land, dets folk og den dejlige atmosfære, og jeg kan bestemt se mig selv leve dér en skønne dag. 

I starten af måneden tog jeg til nordkysten mod Portrush med nogle af de andre herfra, og de har selvfølgelig nogle af de mest fantastiske strande deroppe - det minder på punkter om den jyske vestkyst. Her gik vi i omkring fire-fem timer langs kysten, fordi vi skulle se Dunluce Castle, og det var nu egentlig meget fint, synes jeg. Og selvom dagen havde budt på dejligt solvejr og forholdsvis gode temperature, så stod vi op næste morgen til sne og frostgrader, men det betød, at vi fik dagen fri, hvilket ikke var så ringe endda. 

Alba, Ane og Ronja i Portrush

Samme uge havde vi en del fødselsdags- og afskedsfester. Vi fik bl.a. sagt farvel til, Ronja, en aupair pige, som efter seks måneder drog afsted mod Tyskland igen - det var lidt sørgeligt, siden vi var blevet rimelig tætte gennem de sidste par måneder, men forhåbentlig ser jeg hende i den nære fremtid.

Søde piger - Ronja og Alba

På arbejdet derimod har vi brugt utrolig meget tid på at gøre senge klar til de mange frø, som er blevet plantet de sidste par uger. Jeg har derfor brugt det meste af min tid sammen med min mentor, Sissy, hvor vi har plantet frø fra Hawthorn til Silver Birch - det er personligt mit yndlings job, fordi jeg føler, at man skaber nyt liv på en eller anden måde; det er i hvert fald bedre end at flytte jord fra den ene side af the nursery til den anden. Samtidig har vi brugt tid på at plante diverse løg og blomster, hvilket faktisk også har været rigtig fint. Desuden har jeg gennem de sidste par ugers tid ikke været påvirket af temperaturen trods det faktum, at vi har rundet minusgrader et par gange i løbet af måneden - min teori er simpel og går ud på, at kroppen simpelthen vender sig til de kolde otte timer udenfor i de fem hverdage. Jeg nyder dog at være udenfor i den friske natur, og som den gamle gartner sagde til mig: "Sophie, find a job where you can be outside all the time, it's simply the best for you because of all the oxygen you get to breath in throughout the day." Udover det har jeg også fået snakket en del med en læge ved navn Ruth, som for et par år siden gik på pension, og hun arbejder hver fredag sammen med os - hun er rigtig venlig dame, og vi snakker faktisk om alt fra himmel til jord. Hun har givet mig en del gode råd hen af vejen med hensyn til livet, min uddannelse, min fremtid, og vi har snakket om hendes familie, hendes rejser, hendes liv - det har bare haft en positiv indflydelse på mig, og hun er bare altid smilende og rar. Hende vil jeg savne, når jeg smutter tilbage til Danmark. Her er lige et par billeder fra arbejdet. 

Smilende Sissy og Dulce i solrigt vejr

Sissy planter hawthorn efter at sengen er gjort klar

Onsdag morgen kom jeg hjem fra Dublin efter at have fejret hele tirsdagen med irerne - det var nemlig St. Patrick's Day. Jeg vågnede op klokken fem tirsdag morgen og gjorde mig parat til en tre timers lang køretur til Dublin centrum, hvor den årlige parade blev holdt; vi så dog ikke så meget af den, da der var utrolig mange mennesker, men det var bare super hyggeligt alligevel. Zsófi og jeg var forbi vores yndlings pub, og senere den aften spillede mit yndlings irske tomandsgruppe på O'Neills pub. Irsk musik strømmede ud fra alle pubsene og alt var grønt; folk gik rundt med grønne trøjer, grønne hatte, bygningerne var omringet af grønt lys og ja der var ikke noget som ikke var grønt den dag. Omkring titiden om tirsdagen smuttede vi med bussen hjem til Bangor igen efter tolvtimers celebration, men inden da nåede vi også lige at danse lidt irsk dans på gaden - det var skide skægt!

Zsófi og jeg i Dublin på St. Patty's Day

Grønt, grønt og grønt

Jon, Javier, Alba, Zsófi og jeg

Den dejlige irske tomandsgruppe

Næste måned byder på en firedags tur til selveste Skotland, hvor jeg sammen med fire søde spanier skal udforske Edinburgh, Glasgow og Stirling, hvilket jeg glæder mig super meget til - jeg har på en fornemmelse at Skotland er et lige så dejligt land som Irland, så mon ikke jeg også vil falde pladask for det. Udover det vil jeg prøve at finde et par dage i slutningen af aprilmåned eller i starten af maj, hvor jeg kan tage til det sydlige af Irland - vi må se om det bliver til noget, fordi jeg tror desværre, jeg har fået opbrugt de fleste af mine feriedage. Desuden har jeg ikke fortalt jer, at Nikki forlod projektet i sidste måned pga. nogle problemer, så nu er det kun Javier og jeg, men vi har også den anden dansker her, og Dulce, portugiseren, er kommet tilbage til huset, hvor hun forhåbentlig bliver et par måneder endnu.

Jeg håber på mere dejligt vejr i april måned, og jeg glæder mig til at fortælle jer alle, hvordan turen til Skotland er gået, når den tid kommer. Jeg sender mange knus til min familie derhjemme i lille Danmark. Vi ses snart!

~ Sophie