Mandag d. 15/12-14

Hej allesammen, 

Jeg har nu været i Nordirland i lidt over en uge, og jeg føler, at det er mere og mere normalt for mig at være her. Dog vil jeg pointere at mit tøj stadig ligger i kufferten, så følelsen af at jeg er på ferie gør sig stadig gældende hos mig. Jeg har samtidig haft lidt problemer med at føle mig tryg og sikker i byen, som har lidt over trestusinde indbygger, hvor jeg normalt blot er vant til de to tusinde, så det tager skam nok noget tid at føle trygheden. 

Slutningen på sidste uge var både afslappende men også lærerig. Torsdag aften var jeg på pub med Sarah, Nikki og Javier, hvor der selvfølgelig var live-musik, hvilket jeg personligt synes er det bedste ved det hele. Og som nogle af jer nok ved, så har de jo også en meget berømt cider her, som hedder Magners. Jeg havde fået fortalt på forberedelseslejren, at jeg skulle smage denne cider, og det gjorde jeg - not so impressed, unfortunately. MEN, jeg vil dog pointere, at det hele er noget, man skal vænne sig til. I Danmark er cideren utrolig sød, men her smager den egentlig af en sødere version af øl - jeg ville sige; tredive pct. cider og tres pct. øl, og hvis man ikke er den helt store fan af øl, så skal man som sagt lige vænne sig til smagen af den. I fredags var vi til julefrokost sammen med nogle af dem fra projektet, og det var rigtig hyggeligt. Jeg fik snakket med en tidligere volontør, som havde været her for et par år siden, og fik igen sat det hele lidt i perspektiv. Der er utrolig mange volontører, som vælger at flytter hertil efter at have arbejdet frivilligt på projektet, og det havde jeg faktisk ikke forventet, men det er eftersigende rigtigt. 

I lørdags stod Nikki, Javier og jeg op klokken otte og drog mod byen, Antrim, som ligger sig op af den største ferskvandssø i Storbritannien, Lough Neagh. Det tog omkring to timer med den offentlige transport, så det var ikke så værst igen. Vi så lidt af byen, men vores primære mål var at se søen. Det jeg kan fortælle jer er, at vi krydsede en del golfbaner og var skam også ved at blive ramt et par gange, og da vi ankom til søen, så var det egentlig bare som at kigge ud på havet. Jeg var overrasket over, hvor stor den er - det eneste man kan se er vand, der bare fortsætter, fortsætter og fortsætter. Desværre fik jeg ikke taget et billede med mobilen, men jeg er rimelig sikker på, at I sagnets kan forestille jer det. Det her billede blev  taget på en af de mange broer, vi gik på, lidt udenfor byens centrum:

Tre timers tid efter, vi ankom til Antrim, smuttede vi på hjemvejen til Belfast, hvor vi også lige fik set et par ting, inden vi smuttede hjem til Bangor til den Internationale Dinner: 

Til den Internationale Dinner fik jeg også mødt et par andre volontører, som også var rigtig søde. Vi var omkring de ti stykker, og hver person havde tilberedt en ret fra deres hjemland - jeg sprang desværre denne omgang over, og lod Javier, Nikki og Dulce køre showet. Maria, som fungerer lidt som vores mor her, havde tilberedt muslinger - det er sku imponerende, hvad man kan finde i havet og tilberede til noget, som ender med at blive spiseligt. 

Hele søndag brugte Nikki og jeg på at sidde i stuen og skrive julekort, hvorefter vi valgte at lave frikadeller med kartofler, hvilket blev rigtig lækkert faktisk. Jeg havde ønsket bearnaisesovs til kartoflerne, men som flæskestegen så blev der vekslet et par forvirrede blikke blandt medarbejderne i butikken. Jeg ved ikke rigtig, om folk bare generelt er lidt forvirret herovre, eller om det er mig, der er helt løs på tråden, men intet bearnaisesovs til mig de næste seks måneder. Jeg spurgte faktisk både Nikki, Javier og Dulce om bearnaisesovsen, og jeg skrev endda til min veninde i Frankrig, men heller ikke de fire personer havde set eller hørt om det før. Så jeg blev som sagt lidt desperat og spurgte om den dejlige brunesovs, som vi får til mange retter i Danmark, og heldigvis vidste Nikki, hvad det var, men hverken Javier eller Dulce, som kommer fra henholdsvis Spanien og Portugal, vidste, hvad det var. Der er altså par nogle ting i Danmark, som ikke har fået international succes endnu, but that's not our loss. 

Som i sidste indlæg har jeg observeret en del ting herovre: 

• De fleste børn og unge går med skoleuniform. 
• Når jeg siger, at jeg kommer fra Danmark, så reagerer folk med "uhhh".
• Mange biler kører ikke med forlygterne tændt i dagslyset. 
• De drikker mange danske øl herovre som Carlsberg og Tuborg. 
• De ved ikke hvad sauce (sovs) er, og henviser til disken med dressing.
• Der er høje bakker og bjerge over det hele.
• Man får konstant tjekket sin togbillet; inden togrejsen, i toget og efter togrejsen.
• De har butikker med kun juleting. 
• Taxachaufførerne kører lidt råddent og har det med at råbe op omkring den ellers så langsomme trafik.
• De har højtalere på hovedgaden, som spiller julemusik fra morgen til aften. 

--- 

Jeg kan samtidig fortælle jer alle sammen, at jeg lørdag nat bookede en tur-retur flybillet til Danmark, så jeg er hjemme juleaften og diverse julefrokoster herefter. Det var ellers ikke min plan at tage hjem til julen, men efter at have overvejet det et par dage besluttede jeg, at det nok ville være meget dejligt at være hjemme juleaften med familien. De fleste volontører her i Bangor, som jeg har mødt, smutter enten til hjemlandet for at fejre, nogle tager andre steder hen og andre besøger venner i resten af landet, og at sidde alene i lejligheden juleaften og juledagene faldt ikke helt i min smag - det ville blive lidt for deprimerende for mig. Derudover giver det mig samtidig chancen for at fylde min kuffert op med hele 23 kilogram, se min kære veninde, Line, igen, inden hun smutter tre måneder til New Zealand, se das family, og ikke mindst min fætter Anders' kæreste, som endelig kommer og besøger os! Det bliver som sagt en uges ferie for mig derhjemme, og så smutter jeg til Bangor inden nytår. 

Jeg håber, at I alle har det godt derhjemme. Vi ses om en uges tid.

~ Sophie