Juleferien i kære Danmark

Hej allesammen, 

Nu er det godt og vel en uge siden, at jeg landende i lille Danmark igen for at fejre julen med familien, og jeg har nydt hvert et minut. Jeg ankom sidste søndag efter en tolv timers lang tur fra Bangor i Nordirland til mit kære hjem på Vestsjælland - spørg mig virkelig ikke, hvorfor det tog så fandens lang tid, når det i sidste ende blot er to timers flyvetur; men når man skal gå fra hjemmet i Bangor til togstationen, sidde i toget i knap en time for at komme til Belfast, og derfra to en halv times bustur til Dublin, hvoraf man venter to timer på flyet, og dernæst viser flyet sig at være forsinket med en halv time, og så herefter lidt over to timer med flyet, hvor man så endelig ankommer til Kastrup Lufthavn og finder ud af, at man skal vente en time på toget, og så da også en lille køretur mod hjemmet som en afslutning. I sidste ende så lyder sætningen; hvad gør man ikke for at være sammen med sin kære familie i julen.. 

Jeg kan så til gengæld fortælle jer, at flyveturen mod Danmark var helt forfærdelig. Jeg følte lidt, at jeg på et tidspunkt så døden i øjnene, så forfærdeligt var det. Hvis I blot forestiller jer en båd, der vipper utrolig meget, og så oveni det tilføjer en ordentlig omgang turbulens, så har I min flyvetur beskrevet. Jeg er bestemt ikke den store fan af at flyve, så det var ikke den bedste oplevelse for mig - især ikke det faktum at man er så højt oppe i luften, så hvis noget skulle ske, så går det altså kun en vej, og det er ned. Men man kan ikke tænke sådan, og man skal bestemt ikke lade frygten styre én, fordi så går det da kun ned af bakke derfra. Hvorom alting er så gik der omkring lidt over en time, før piloten opdagede at hans passagerer svedte tran på bagsædet og besluttede så endelig, at han måske skulle sænke farten en smule, og vupti - problem solved. Jeg ved sku ikke, om piloterne havde lidt travlt med at komme hjem på juleferie eller hvad, men hold nu op da - det må de gøre bedre næste gang. 

Det var virkelig dejligt at sætte fødderne på dansk grund igen, høre folk snakke dansk, lugte den kolde luft, som normalt rammer én, når man er her, og igen føle tryghed. Selvom jeg kun har været væk i to uger, så kan det ikke undgås, at jeg selvfølgelig savner mit kære hjemland - det vil jeg  altid gøre ligemeget, hvor længe jeg så er væk, fordi det er i sidste ende noget, som ligger utrolig dybt i mig og også rigtig mange danskere derude - det er pretty much en del af det at være dansker; ude godt, men hjemme bedst. Så det var utrolig dejligt at komme hjem til en fransk hotdog og en Cocio, mens man ventede på baggagen; der er jo virkelig intet, der slår sådan et måltid efter en flyvetur: 

Jeg blev mødt af en overglad mor på perronen, da jeg ankom om aftenen, og det var faktisk lidt mærkeligt at se hende og resten familien face-to-face igen, og bare det at være hjemme, fordi jeg er jo begyndt at se Bangor som mit (andet) hjem nu, så det skabte lidt forvirring hos mig den første dag. Jeg har bare generelt brugt den sidste uge på at nyde at være hjemme blandt familien, vennerne og kæledyrene, så jeg har faktisk ikke lavet det helt store. Jeg har nydt stilheden, den kolde rene luft, lakridserne, rugbrødet, svinekødet, min seng, og lad mig ikke glemme leverpostejen, den russiske salat, vandet fra hanen, som ikke smager af klor, remuladen, og jeg kunne da fortsætte, men der bestemt en del ting, som man alligevel savner at have med sig, synes jeg. 

Udover det så kan jeg sige, at jeg har fået et lidt andet perspektiv på at være i Bangor ved at være hjemme i denne uge. Jeg føler mig virkelig heldig for at have fået sådan en mulighed, som jeg har fået, og at jeg endt i en forholdsvis behagelig lejlighed med tre venlige personer. Jeg har i princippet fem måneder til at opleve; fem måneder til at lære noget nyt; fem måneder til at gøre hvad fanden jeg vil; fem måneder hvor jeg er fri som en fugl. Ikke at værdsætte at have fået sådan en mulighed, er noget af det dummeste man kan gøre, og derfor er jeg også yderst taknemmelig for, at jeg rent faktisk kan vende tilbage til Bangor og gøre det endnu bedre. Jeg har skam været lidt skeptisk derovre, så det at være hjemme har bestemt givet mig lidt mere end blot en jul med familien.

Når jeg nu snakker om julen, så havde jeg en rigtig god jul omringet af de kæreste med en masse lækker mad; det kan godt være, at der er intet, der slår en fransk hotdog og en Cocio efter en flyvetur, men der er virkelig intet, der slår, flæskesteg med kartofler, brune kartofler, rødkål, brun sovs og risalamande - it doesn't get any better than that! Samtidig har jeg fået taget en masse billeder her i julen, som jeg vil dele med jer alle sammen, og som jeg ved nogle har sat spørgsmålstegn ved i den store hvide verden - ja, det er rigtigt, vi danser faktisk rundt om juletræet, mens vi synger sange som; højt fra træets grønne top stråler juleglansen, spillemand, spil lystigt op, nu begynder dansen... danske traditioner, når det er bedst. 

Mange tak for endnu en dejlig jul i jeres selskab ♥

Imorgen tidlig går turen mod Bangor igen, hvor jeg skal fejre nytår med de andre volontører, og det tror jeg bestemt nok også skal blive hyggeligt. 

~ Sophie