Min kære morfar, må du hvile i fred.

Kære allesammen,

Jeg har i sinde at fortælle jer, hvordan de sidste par uger, og ikke mindst hvordan de sidste par dage, har været for mig. Som nogle af jer måske ved, så gik min kære morfar bort her i mandags, og processen dertil var ikke mindst smertefuld for ham, men også for resten af familien. Samtidig har det bestemt ikke været sjovt for mig at sidde herovre, imens alt det her har foregået - det har snarere været følelsen af at være magtesløs, som har siddet dybt i mig, og det faktum, at jeg ikke engang har haft muligheden for at besøge ham, har generelt bare været sørgeligt. Jeg har til gengæld været opdateret igennem de sidste par uger fra min kære mor derhjemme, som så også gav mig det sidste opkald fra situationen mandag aften. 

Jeg ved, at morfar har været omringet af familiemedlemmer fra starten; der har været dér, sovet dér, og holdt ham i hånden lige til det sidste hjerteslag, og jeg ved, at det ikke mindst har betydet noget for de mennesker, der har været dér, men det har bestemt også betydet noget for ham; at være omringet af de kæreste. Og selv om jeg ikke fysisk var tilstede, så var jeg tilstede, og jeg ved, at han vidste det; jeg ved, at han ved det, og det er i sidste ende det, der tæller. Jeg fik heldigvis snakket med ham i lørdags, og jeg fortalte ham, hvad jeg havde gået og lavet herovre siden sidst, og selvom jeg nok inderst inde godt vidste, at det blev min sidste snak med ham, så var det dejligt, at jeg i det mindste fik snakket med ham og fik sagt de ting, jeg gerne ville sige. Jeg ved, at han var stolt af mig; af de ting, som jeg havde opnået, og de ting, som jeg nu er igang med at opnå, og jeg ved, at han kigger, og jeg håber, at han forsat vil være stolt af de ting, som jeg nu engang beslutter for fremtiden. 

Han var en god mand, ingen tvivl om det. Og han lavede noget af det bedste mad; sammen med mormor kunne de jo styre en helt restaurant, og stadig formå at få seks kokkehuer som en karakter for deres indsats. Han vil blive savnet, ikke blot fra mig, men også fra resten af min familie, som ikke mindst holder lige så meget af ham. Vi har alle måtte stå sammen i denne tid, og det er endnu vigtigere, at vi står sammen i den nye tid, der kommer, fordi det er dér man får øjnene op for, hvem der mangler i hverdagen. Jeg sender derfor også mange knus til familien derhjemme. Og jeg lover især dig, mormor, at give dig det største knus nogen-sinde, når jeg kommer hjem fra min rejse!

For mig.. Jo, jeg prøver så vidt muligt at holde mig selv beskæftiget og holde hovedet højt, selvom det er svært i denne tid, men jeg har været omringet af gode mennesker, som har vist deres støtte, hvilket har betydet utrolig meget for mig. Jeg fortsætter min hverdag med endnu mere gåpåmod, fordi jeg ved, at det var det morfar ville have ønsket.

Hvil i fred, morfar. Du bliver aldrig glemt. 

~ Sophie