søndag den 18. januar 2015

Hverdagen

Hej allesammen, 

Jeg undskylder, at der er gået to uger siden, jeg sidst har opdateret bloggen. Der har været lidt travlt her på det sidste, og jeg kan på sin vis begynde at mærke hverdagen her i Bangor. Den står for det meste på arbejde, madlavning og oprydning, men jeg prøver at få tiden til at gå med noget andet også. Jeg er lige pt igang med at kontakte et par personer med hensyn til diverse hobby-aktiviteter, så må vi ser, hvad det bliver til. Jeg har på det sidste været utrolig træt og har ikke kunnet overskue de helt store ting udover de to-tre løbeture om ugen, men jeg håber, at det ændrer sig jo tættere, vi kommer på foråret. 

I sidste weekend var jeg med Nikki, Ronja og en polsk pige, vi mødte på turen, Katarzyna, på en tolv-timers tur til Nordirlands nord kyst, og jeg siger jer - det var så smukt! Vi kørte med en bus med omkring tyve mennesker langs kysten, og vi så bl.a. Giant's Causeway, hvilket i sig selv jo er et fantastisk naturfænomen, Dunluce Castle, Bushmills distillery og meget mere. Naturen herovre er helt igennem fantastisk, og jeg havde virkelig set frem til især at se naturen, og jeg blev bestemt ikke skuffet. Jeg elsker jo at tage billeder, så jeg fik også taget en masse billeder. Om aftenen tog vi på pub og fejrede Marias fødselsdag. Og i onsdags fejrede vi Ronjas tyveårs fødselsdag, hvilket faktisk var rigtig hyggeligt også.

Ellers har denne uge ikke stået på det helt store, men jeg håber dog, at næste uge byder på lidt mere. Idag skal der handles ind, og så regner jeg med at smutte en tur forbi vores fancy bibliotek, søge noget uddannelse på nettet, hvilket jeg kan fortælle jer, jeg er rigtig stresset over, fordi jeg slet ikke fået taget mig sammen til at kigge på det, og jeg har jo virkelig ingen idé om, hvad jeg vil bruge resten af mit liv på - jeg ligner generelt bare et stort spørgsmålstegn disse dage. Hvorom alting er så håber jeg, at I alle har det godt derhjemme. Jeg har godt og vel været herovre i en måned, og jeg føler en lidt anden form for savn, når det kommer til hjemmet, men udover det så har jeg det stadig godt, og vejret - ja, jeg kan lige så godt fortælle jer det; vejret er overraskende godt. Inden afrejsen blev folk ved med at fortælle mig: "Husk nu regntøj, fordi det regner altså bare derovre i Irland", og nej, det regner bestemt ikke her i forhold til, hvor meget det regner i Danmark. Danmark tiltrækker dobbelt så meget regn, konstant blæsevejr og skydække, men her har vi altså meget tit sol fra morgen til aften, nogle enkelte regnskyl og meget sjældent kraftigt blæsevejr - jeg har ikke engang brugt min paraply endnu; det fortæller lidt om vejrsituationen. 

Her får I lige et par billeder fra turen sidste lørdag..



Som I kan se på billederne, så var vejret ved nordkysten altså konstant skiftede. Det ene øjeblik havde vi hagl, det næste sol, dernæst kraftig blæst, og så lidt hagl, lidt regn, og aldrig har jeg oplevet en sådan kulde - en frysende kulde - det var helt utroligt; det gjorde jo afsindigt ondt i alle kropsdele, fordi kuldende nærmest bed én. Så koldt er det altså ikke i Bangor, heldigvis, for ellers havde jeg da været en istap for længst.  

~ Sophie

Ingen kommentarer:

Send en kommentar