Juleferien i kære Danmark

Hej allesammen, 

Nu er det godt og vel en uge siden, at jeg landende i lille Danmark igen for at fejre julen med familien, og jeg har nydt hvert et minut. Jeg ankom sidste søndag efter en tolv timers lang tur fra Bangor i Nordirland til mit kære hjem på Vestsjælland - spørg mig virkelig ikke, hvorfor det tog så fandens lang tid, når det i sidste ende blot er to timers flyvetur; men når man skal gå fra hjemmet i Bangor til togstationen, sidde i toget i knap en time for at komme til Belfast, og derfra to en halv times bustur til Dublin, hvoraf man venter to timer på flyet, og dernæst viser flyet sig at være forsinket med en halv time, og så herefter lidt over to timer med flyet, hvor man så endelig ankommer til Kastrup Lufthavn og finder ud af, at man skal vente en time på toget, og så da også en lille køretur mod hjemmet som en afslutning. I sidste ende så lyder sætningen; hvad gør man ikke for at være sammen med sin kære familie i julen.. 

Jeg kan så til gengæld fortælle jer, at flyveturen mod Danmark var helt forfærdelig. Jeg følte lidt, at jeg på et tidspunkt så døden i øjnene, så forfærdeligt var det. Hvis I blot forestiller jer en båd, der vipper utrolig meget, og så oveni det tilføjer en ordentlig omgang turbulens, så har I min flyvetur beskrevet. Jeg er bestemt ikke den store fan af at flyve, så det var ikke den bedste oplevelse for mig - især ikke det faktum at man er så højt oppe i luften, så hvis noget skulle ske, så går det altså kun en vej, og det er ned. Men man kan ikke tænke sådan, og man skal bestemt ikke lade frygten styre én, fordi så går det da kun ned af bakke derfra. Hvorom alting er så gik der omkring lidt over en time, før piloten opdagede at hans passagerer svedte tran på bagsædet og besluttede så endelig, at han måske skulle sænke farten en smule, og vupti - problem solved. Jeg ved sku ikke, om piloterne havde lidt travlt med at komme hjem på juleferie eller hvad, men hold nu op da - det må de gøre bedre næste gang. 

Det var virkelig dejligt at sætte fødderne på dansk grund igen, høre folk snakke dansk, lugte den kolde luft, som normalt rammer én, når man er her, og igen føle tryghed. Selvom jeg kun har været væk i to uger, så kan det ikke undgås, at jeg selvfølgelig savner mit kære hjemland - det vil jeg  altid gøre ligemeget, hvor længe jeg så er væk, fordi det er i sidste ende noget, som ligger utrolig dybt i mig og også rigtig mange danskere derude - det er pretty much en del af det at være dansker; ude godt, men hjemme bedst. Så det var utrolig dejligt at komme hjem til en fransk hotdog og en Cocio, mens man ventede på baggagen; der er jo virkelig intet, der slår sådan et måltid efter en flyvetur: 

Jeg blev mødt af en overglad mor på perronen, da jeg ankom om aftenen, og det var faktisk lidt mærkeligt at se hende og resten familien face-to-face igen, og bare det at være hjemme, fordi jeg er jo begyndt at se Bangor som mit (andet) hjem nu, så det skabte lidt forvirring hos mig den første dag. Jeg har bare generelt brugt den sidste uge på at nyde at være hjemme blandt familien, vennerne og kæledyrene, så jeg har faktisk ikke lavet det helt store. Jeg har nydt stilheden, den kolde rene luft, lakridserne, rugbrødet, svinekødet, min seng, og lad mig ikke glemme leverpostejen, den russiske salat, vandet fra hanen, som ikke smager af klor, remuladen, og jeg kunne da fortsætte, men der bestemt en del ting, som man alligevel savner at have med sig, synes jeg. 

Udover det så kan jeg sige, at jeg har fået et lidt andet perspektiv på at være i Bangor ved at være hjemme i denne uge. Jeg føler mig virkelig heldig for at have fået sådan en mulighed, som jeg har fået, og at jeg endt i en forholdsvis behagelig lejlighed med tre venlige personer. Jeg har i princippet fem måneder til at opleve; fem måneder til at lære noget nyt; fem måneder til at gøre hvad fanden jeg vil; fem måneder hvor jeg er fri som en fugl. Ikke at værdsætte at have fået sådan en mulighed, er noget af det dummeste man kan gøre, og derfor er jeg også yderst taknemmelig for, at jeg rent faktisk kan vende tilbage til Bangor og gøre det endnu bedre. Jeg har skam været lidt skeptisk derovre, så det at være hjemme har bestemt givet mig lidt mere end blot en jul med familien.

Når jeg nu snakker om julen, så havde jeg en rigtig god jul omringet af de kæreste med en masse lækker mad; det kan godt være, at der er intet, der slår en fransk hotdog og en Cocio efter en flyvetur, men der er virkelig intet, der slår, flæskesteg med kartofler, brune kartofler, rødkål, brun sovs og risalamande - it doesn't get any better than that! Samtidig har jeg fået taget en masse billeder her i julen, som jeg vil dele med jer alle sammen, og som jeg ved nogle har sat spørgsmålstegn ved i den store hvide verden - ja, det er rigtigt, vi danser faktisk rundt om juletræet, mens vi synger sange som; højt fra træets grønne top stråler juleglansen, spillemand, spil lystigt op, nu begynder dansen... danske traditioner, når det er bedst. 

Mange tak for endnu en dejlig jul i jeres selskab ♥

Imorgen tidlig går turen mod Bangor igen, hvor jeg skal fejre nytår med de andre volontører, og det tror jeg bestemt nok også skal blive hyggeligt. 

~ Sophie

Lidt af hvert inden juleferien

Hej allesammen,

Der er ikke sket så meget de sidste par dage, udover at vi har knoklet røven ud af bukserne på arbejdet - nah, dog ikke, Pascal er en meget venlig mand, og det hele foregår meget stille og roligt, synes jeg. Det hele er meget hyggeligt med alle de andre, som også er på projektet, og jeg føler mig allerede som en del af flokken. Lige pt. er vi kun os fire volontører, og her til februar burde der kommer endnu en dansk volontør - lad mig lige sige dette igen; dansk volontør, det bliver så fedt! For første gang i historien bliver der dansk overtal på dette projekt og ikke mindst i lejligheden - det bliver i hvert fald spændende.

På projektet er vi i gang med en masse ting - vi har forskellige opgaver, så vi ikke ender med at gøre det samme hver dag. Vi er ude i naturen hele dagen, og vejret herovre byder jo som sagt på lidt af hvert, men det er dog sikkert at flyverdragten fra moderen derhjemme får en oplevelse, fordi den kommer helt sikkert med ned i kufferten. Jeg troede, at jeg var rustet til dette vejr, men jeg fryser konstant og hele tiden. Jeg håber, at jeg ender med at være immun overfor kulden ligesom de andre her på projektet - det ville sku være en smart egenskab at besidde. Jeg har vedhæftet nogle billeder taget her de sidste par dage, som også vil afsløre lidt af, hvad vi egentlig går og foretager os i dagtimerne: 

Som min søde flatmate, Nikki, plejer at sige: "This is just like therapy", og at være udenfor hele dagen, bruge tiden på at ordne planter, rense jorden, gøre planterne parat til vinteren etc, det er lidt ligesom terapi på en eller anden måde. Man får virkelig muligheden for at tænke livet igennem uden nogen form for stress, og jeg må indrømme, at jeg elsker det mere og mere for hver dag, der passerer. I starten gik jeg lidt rundt med spørgsmålet; "skal jeg virkelig arbejde med det her i seks måneder", men det er dejligt at komme hjem fra arbejde og føle sig udmattet på den gode måde, og med røde kinder. Jeg har i princippet brugt de sidste tretten år af mit liv på skolebænken, så at gøre noget helt anderledes er befriende. 

Jeg har været så heldig at ende i en lejlighed med tre dejlige mennesker. Vi kommer alle sammen rigtig godt ud af det med hinanden, hvilket bare er rigtig godt, fordi vi bruger generelt det meste af dagen i hinandens selskab; vi arbejder sammen, bor sammen, rejser sammen, shopper sammen og sågar løber sammen - onsdag aften var jeg f.eks. ude og løbe med Javier og Nikki, hvor vi fik set de riges nabolag her i byen og kysten, og især kysten med udsigten udover de mange lys på den anden side af bugten var virkelig smukt: 

Et par timer forinden havde vi haft en intens kaninjagt på projektet, da vi åbenbart lider under sultne kaniner i øjeblikket - og åh gud, det er noget af det sjoveste, jeg længe har prøvet. Vi fik alle udleveret træpinde, og vores mål var at skræmme de her kaniner. Så omkring de ti mænd og en trænet hund gik rundt med pinde og slog på diverse ting i håbet om, at kaninerne ville blive bange og løbe i armene på os - selv jeg må indrømme, at det næsten er et umuligt job at udføre, fordi de løber bare hurtigt sådan nogle kaniner. Hvorom alting er, så gik jeg også rundt og tog billeder og videoer imens, og jeg kan fortælle jer, at vi alle fik en høj latter ud af det! 

Dulce, Javier, Nikki og jeg er som sagt fra fire forskellige steder i Europa, så vi lærer meget af hinanden. Jeg snakker f.eks. lidt tysk med Nikki, og hun lærer mig noget mere - hun kan samtidig også snakke lidt fransk, så jeg lærer også lidt fransk der. Nikki kan snakke lidt spansk med Javier, og Javier lærer at snakke engelsk fra os alle. Samtidig snakker vi tit om vores landes kultur, historie og politiske situation, så vi kommer helt sikkert rundt omkring. I det nye år har vi planer om at starte et par maddage, så vi også kan lære om hinandens madkultur.

På søndag går turen hjem til dejlige Danmark, hvor jeg tilbringer julen med familien. Jeg har fundet et par danskere, som skal med det samme fly som mig, så forhåbentlig får jeg snakket med dem også. Tak til dem som har skrevet julebreve til mig - de varmer!

~ Sophie

Mandag d. 15/12-14

Hej allesammen, 

Jeg har nu været i Nordirland i lidt over en uge, og jeg føler, at det er mere og mere normalt for mig at være her. Dog vil jeg pointere at mit tøj stadig ligger i kufferten, så følelsen af at jeg er på ferie gør sig stadig gældende hos mig. Jeg har samtidig haft lidt problemer med at føle mig tryg og sikker i byen, som har lidt over trestusinde indbygger, hvor jeg normalt blot er vant til de to tusinde, så det tager skam nok noget tid at føle trygheden. 

Slutningen på sidste uge var både afslappende men også lærerig. Torsdag aften var jeg på pub med Sarah, Nikki og Javier, hvor der selvfølgelig var live-musik, hvilket jeg personligt synes er det bedste ved det hele. Og som nogle af jer nok ved, så har de jo også en meget berømt cider her, som hedder Magners. Jeg havde fået fortalt på forberedelseslejren, at jeg skulle smage denne cider, og det gjorde jeg - not so impressed, unfortunately. MEN, jeg vil dog pointere, at det hele er noget, man skal vænne sig til. I Danmark er cideren utrolig sød, men her smager den egentlig af en sødere version af øl - jeg ville sige; tredive pct. cider og tres pct. øl, og hvis man ikke er den helt store fan af øl, så skal man som sagt lige vænne sig til smagen af den. I fredags var vi til julefrokost sammen med nogle af dem fra projektet, og det var rigtig hyggeligt. Jeg fik snakket med en tidligere volontør, som havde været her for et par år siden, og fik igen sat det hele lidt i perspektiv. Der er utrolig mange volontører, som vælger at flytter hertil efter at have arbejdet frivilligt på projektet, og det havde jeg faktisk ikke forventet, men det er eftersigende rigtigt. 

I lørdags stod Nikki, Javier og jeg op klokken otte og drog mod byen, Antrim, som ligger sig op af den største ferskvandssø i Storbritannien, Lough Neagh. Det tog omkring to timer med den offentlige transport, så det var ikke så værst igen. Vi så lidt af byen, men vores primære mål var at se søen. Det jeg kan fortælle jer er, at vi krydsede en del golfbaner og var skam også ved at blive ramt et par gange, og da vi ankom til søen, så var det egentlig bare som at kigge ud på havet. Jeg var overrasket over, hvor stor den er - det eneste man kan se er vand, der bare fortsætter, fortsætter og fortsætter. Desværre fik jeg ikke taget et billede med mobilen, men jeg er rimelig sikker på, at I sagnets kan forestille jer det. Det her billede blev  taget på en af de mange broer, vi gik på, lidt udenfor byens centrum:

Tre timers tid efter, vi ankom til Antrim, smuttede vi på hjemvejen til Belfast, hvor vi også lige fik set et par ting, inden vi smuttede hjem til Bangor til den Internationale Dinner: 

Til den Internationale Dinner fik jeg også mødt et par andre volontører, som også var rigtig søde. Vi var omkring de ti stykker, og hver person havde tilberedt en ret fra deres hjemland - jeg sprang desværre denne omgang over, og lod Javier, Nikki og Dulce køre showet. Maria, som fungerer lidt som vores mor her, havde tilberedt muslinger - det er sku imponerende, hvad man kan finde i havet og tilberede til noget, som ender med at blive spiseligt. 

Hele søndag brugte Nikki og jeg på at sidde i stuen og skrive julekort, hvorefter vi valgte at lave frikadeller med kartofler, hvilket blev rigtig lækkert faktisk. Jeg havde ønsket bearnaisesovs til kartoflerne, men som flæskestegen så blev der vekslet et par forvirrede blikke blandt medarbejderne i butikken. Jeg ved ikke rigtig, om folk bare generelt er lidt forvirret herovre, eller om det er mig, der er helt løs på tråden, men intet bearnaisesovs til mig de næste seks måneder. Jeg spurgte faktisk både Nikki, Javier og Dulce om bearnaisesovsen, og jeg skrev endda til min veninde i Frankrig, men heller ikke de fire personer havde set eller hørt om det før. Så jeg blev som sagt lidt desperat og spurgte om den dejlige brunesovs, som vi får til mange retter i Danmark, og heldigvis vidste Nikki, hvad det var, men hverken Javier eller Dulce, som kommer fra henholdsvis Spanien og Portugal, vidste, hvad det var. Der er altså par nogle ting i Danmark, som ikke har fået international succes endnu, but that's not our loss. 

Som i sidste indlæg har jeg observeret en del ting herovre: 

• De fleste børn og unge går med skoleuniform. 
• Når jeg siger, at jeg kommer fra Danmark, så reagerer folk med "uhhh".
• Mange biler kører ikke med forlygterne tændt i dagslyset. 
• De drikker mange danske øl herovre som Carlsberg og Tuborg. 
• De ved ikke hvad sauce (sovs) er, og henviser til disken med dressing.
• Der er høje bakker og bjerge over det hele.
• Man får konstant tjekket sin togbillet; inden togrejsen, i toget og efter togrejsen.
• De har butikker med kun juleting. 
• Taxachaufførerne kører lidt råddent og har det med at råbe op omkring den ellers så langsomme trafik.
• De har højtalere på hovedgaden, som spiller julemusik fra morgen til aften. 

--- 

Jeg kan samtidig fortælle jer alle sammen, at jeg lørdag nat bookede en tur-retur flybillet til Danmark, så jeg er hjemme juleaften og diverse julefrokoster herefter. Det var ellers ikke min plan at tage hjem til julen, men efter at have overvejet det et par dage besluttede jeg, at det nok ville være meget dejligt at være hjemme juleaften med familien. De fleste volontører her i Bangor, som jeg har mødt, smutter enten til hjemlandet for at fejre, nogle tager andre steder hen og andre besøger venner i resten af landet, og at sidde alene i lejligheden juleaften og juledagene faldt ikke helt i min smag - det ville blive lidt for deprimerende for mig. Derudover giver det mig samtidig chancen for at fylde min kuffert op med hele 23 kilogram, se min kære veninde, Line, igen, inden hun smutter tre måneder til New Zealand, se das family, og ikke mindst min fætter Anders' kæreste, som endelig kommer og besøger os! Det bliver som sagt en uges ferie for mig derhjemme, og så smutter jeg til Bangor inden nytår. 

Jeg håber, at I alle har det godt derhjemme. Vi ses om en uges tid.

~ Sophie

De første par dage

Hej allesammen, 

Jeg har nu nydt de første fire dage her i Nordirland, og jeg nyder det egentlig mere og mere for hvert minut, der går. I tirsdags var det min første arbejdsdag på projektet, og der er også lige nogle ting, man skal vænne sig til, men det var nu egentlig meget hyggeligt, synes jeg. Min primære opgave er simpelthen bare at tage sig af planterne, som senere vokser sig op og blive ægte nordirske træer. Når jeg skriver bare, så er det bestemt ikke ensbetydende med at arbejdet er nemt og let - der er skam lige et par ting, man skal have styr på, men alle på projektet har været så venlige til både at forklare og ikke mindst lukke os ind i det fællesskab, som er på projektet blandt de andre frivillige og fastansatte. Men jeg må indrømme, at det er en smule hårdt at arbejde med planterne - vi fungerer jo lidt ligesom gartnere, og der skal altså et par muskler til f.eks. at grave og rense jorden de antal gange, som Pascal nu ønsker at jorden skal graves og renses. Pascal er overhovedet og fungerer som en vejleder for os - det samme gør sig gældende for Sissy, som også er vores mentor, men de er begge to rare og venlige mennesker, så det gør arbejdet lidt lettere. 

Vi står op hver morgen klokken otte, undtagen i weekenden, hvor vi har fri til at gøre, hvad vi lyster, og bliver hentet af en taxa omkring klokken ni. Omkring klokken elleve om formiddagen har vi en såkaldt te-pause på en halv time, hvorefter arbejdet fortsætter til klokken tretten, hvor vi har en hel times frokostpause. Taxaen kommer og henter os igen klokken seksten, og på dette tidspunkt er det allerede mørkt, så vi tager afsted, når det er mørkt, og kommer hjem, når det er mørkt, men sådan er det nu bare - det vender snart igen. Herefter plejer vi normalt at smutte i Asda, hvilket er en meget billigere version af Bilka herovre, og dernæst er det aftensmaden, der venter. Vi prøver at finde på lidt af hvert hen af dagene, fordi ellers kan det godt blive lidt kedeligt, hvis det blot er arbejde og dernæst hjem. I tirsdag var vi f.eks. alle fire i biffen og se den første del af Mockingjay, hvilket var en rigtig god oplevelse - de har de mærkeligste reklamer herovre, man tror næsten, det er løgn. I onsdags var jeg ude og shoppe ting med Nikki, som er den jævnalderende pige fra Tyskland. Hun er sød og positiv, og både hende, Javier og jeg planlægger alle de ting, vi skal se her de næste seks måneder - vi snakker bl.a. om en masse ting i Nordirland, som bare skal ses, Irland, Dublin, Skotland, Edinburgh, Glasgow, og Nikki og jeg vil også rigtig gerne til London, men nu må vi se, hvad det bliver til. Vi skal i hvert fald opleve en masse! 

Det er dejligt at være herovre i Nordirland, synes jeg, og jeg vænner mig mere og mere til det. Man føler sig fri på en anden måde og især den følelse, når man går rundt i indkøbs-centeret og køber mad ind til sig selv - den følelse af at stå på egne ben er behagelig og ikke mindst befriende. Her den anden dag lavede jeg f.eks. følgende aftensmad: 

- og det smagte sku egentlig meget godt. Altid godt med nogle pommes til hakkedrengen. Og de har jo som sagt ikke remulade herovre, så jeg måtte gå med mayonnaisen. Jeg spurgte bl.a. efter flæskestegen idag, og det har de jo selvfølgelig ikke, så jeg håber lidt moderen eller faderen derhjemme sender en med posten.  

Jeg har stadig ikke fået set så meget af byen endnu, hvilket er lidt af en skam, men vi har fået lov til at tage dagen fri imorgen - thank you very much, Pascal - og så håber jeg på en løbetur med Nikki og Javier om formiddagen også. Vi skal til en julefrokost med nogle af dem fra projektet imorgen, så det tror jeg bliver vildt godt. På lørdag har vi en international dinner med andre frivillige fra byen, og på søndag tager vi enten med bussen ned og ser The Mourne Mountains eller til Belfast, hvor der er noget julemarked og irsk dans.

Og som det sidste; efter blot fire dages ophold i Nordirland, så kan jeg allerede lægge en del observationer på bordet for jer:

• De har Danske Bank, og jeg kan forestille mig, at det er deres førende bank på nuværende tidspunkt, fordi de har også Danske Bank mærket på deres sedler;

• Man skal trykke på en knap for at komme over fodgængeroverfeltet.

• Når folk bare generelt siger goddag, så siger de: "Ay, how are you", men mener det ikke som et spørgsmål og forventer heller intet svar på, hvordan man ellers har det. 

• De bander utrolig meget - fra unge til gamle, fra gamle til unge, selvom det bare en almindelig samtale mellem to personer: "Arh, fuck it, that is fucking annoying, holy shit, bullshit", og især ordet fuck kan godt genbruges et par gange i en enkel sætning. 

• De har musik i supermarkederne, og de spiller for det meste funky-jule musik, de gode gamle klassikere eller det nyeste på hitlisterne. En god grund til lige at give et par moves, mens man handler ind, eller opvarme stemmebåndet.

• De har sat et helt lokale af til at bestille en taxa, så istedet for blot at ringe til taxaen over telefonen, så kan man nu bestille den i et lokale over en højtaler.

• De kører rundt i de smarteste biler.

• Deres vand smager af klor. 

• Alle er decideret bare venlige. Nordirerne er et utroligt venligt folkefærd - de er meget smilende og hjælpsomme, hvilket bare er en virkelig stor thumbs up! 

• De snakker med en meget "tyk" irsk-accent, og hvis man møder dem ude fra landet, så kan man godt begynde at sætte spørgsmålstegn ved det faktum, om de egentlig snakker engelsk. 

• Det er skide koldt, OG det regner selv fra en skyfri himmel.

• Alting er bare meget billigere her i forhold til Danmark.

Det var kort og godt om, hvad jeg har foretaget mig de sidste par dage.Jeg håber, at I alle har det godt derhjemme. I hører fra mig snart igen.

~ Sophie